Inklusion, læring og didaktik
Se præsentation (evt i fullscreen)
tirsdag den 28. februar 2012
Når børn med ADHD skal inkluderes i folkeskolen
Børn med ADHD skal inkluderes i undervisningen i den almindelige folkeskole og ikke ekskluderes fra den undervisning, de har krav på. Det har længe været et politisk ønske, men det kræver et paradigmeskift, for som forståelsen er nu, lykkes det ikke for alle. Det mener Hanne Voldborg og Henrik Grum, der i juni færdiggjorde masterprojektet ”Inklusion, læring og deltagelse for elever med ADHD i folkeskolen”. De har udarbejdet en række bud på, hvordan man kan støtte og kompensere i dagligdagen og i skoletiden.
Af Jeannette Venderby, Hjælpemiddelinstituttet
Når man har ADHD, kan det være svært at holde koncentrationen i timerne. Når læreren taler oppe ved tavlen, skal man sidde stille på stolen. Men kroppen kan ikke. Uanset hvor meget hjernen beder benene holde sig i ro, så kan benene ikke forstå, det er alvor. Armene og øjnene heller ikke. Hjernen opfatter alle indtryk omkring sig. Alle lugte bliver bemærket, alle synsindtryk og alle følelser er i spil, og tankerne myldrer. Hvad der står i bogen på bordet, eller hvad læreren skriver på tavlen, fylder meget lidt, selvom det egentligt var det, der skulle fylde mest lige i situationen. ”Det kan være svært for et barn med ADHD at finde sig til rette i folkeskolen, og barnet er ofte vant til at få skældud, selv om alle forsøger at undgå det. Barnet har mere brug for støtte end at blive rettet på,” fortæller Henrik Grum.
Sammen med Hanne Voldborg har han interviewet ’et hav af’ pædagoger, undervisere, forældre og børn, der alle har ADHD inde på livet.
Derudover har litteraturen, eksperter og deres egne erfaringer som undervisere inden for specialområdet givet dem et godt og bredt overblik over situationen, og de muligheder der er, for at inklusion af børn med ADHD i den almindelige folkeskole kan lykkes.
Siden deres eksamen i juni, har efterspørgslen på projektets resultater været så stor, at de nu har besluttet sig for at omskrive opgaven til en bog, som kan guide interesserede gennem den jungle af råd og hjælpemidler, der findes på området.
Se verden med barnets øjne
Hele projektet tager udgangspunkt i tolv teser omkring læring, der fokuserer på både den faglige og den sociale læring. For at kunne nå ind til den enkelte elev, er underviseren nødt til at sætte sig i elevens sted og forstå og se verden fra elevens synsvinkel.
”Vi er nødt til at erkende, at den enkelte elev har brug for et personligt læringsrum. Når vi har erkendt det, og kan se verden fra elevens sted, kan vi bruge vores egen merviden til at støtte med de hjælpemidler, vi kender. Og her skal hele paletten i spil. Det nytter ikke noget, vi kun sætter ind med fx en it-rygsæk. Alle muligheder skal bruges, både de analoge og de digitale,” fortæller Hanne Voldborg.
For lettere at kunne forstå, hvad der ligger af muligheder, har de to forfattere til projektet taget udgangspunkt i en fiktiv caseperson, Peter.
Peter er omkring 10 år gammel. I case-beskrivelsen følger vi Peter gennem hele hans dag og ser, hvad han bruger af hjælpemidler til at klare både skoletiden og fritiden.
Peter har hjælpemidler og støtte til næsten en hver tænkelig situation i skolen, der kompenseres og støttes op omkring både sanser og motorik, og der skabes, med Peters egen hjælp, en struktur for ham, så han kan komme gennem dagen på en succesfuld måde.
Læs mere om casen Peters hverdag og hjælpemidler i faktaboksen nederst på siden.
Det er langt fra sikkert, det er alle hjælpemidlerne, der er nødvendige for at inkludere et barn med ADHD, for behovet er forskelligt fra barn til barn.
Billede: Peters plads i skolen ligner ikke de andres. Alting er inden for rækkevidde. Selv ekstra opgaveark, som ellers normalt altid bliver væk for Peter, fordi han har svært ved at holde styr på alt i sin taske.
”Ikke to børn med ADHD er ens. Ud af alle dem, vi har interviewet, har ikke to haft det nøjagtig på samme måde. Peter har noget af det hele, for med ham kan vi tydeligere synliggøre, hvad det er, der vil kunne støtte et barn med ADHD”, siger Henrik Grum. Han understreger, at det er vigtigt at huske på, at der er tale om et barn, der skal ind i en almindelige folkeskoleklasse, og ikke et barn, der skal indgå sammen med andre specialklassebørn.
Paradigmeskift
Hanne Voldborg og Henrik Grum mener ikke, det de kommer med er en ny løsning på hele problemstillingen. De mener, de har gjort mulighederne mere overskuelige, og så byder de ind med en tanke om at anskue problemstillingen fra en anden vinkel. Og det er den, der er vigtigt at holde fast i, siger de. ADHD er en ny betegnelse på en gammel lidelse. Hanne Voldborg og Henrik Grum har fulgt rødderne helt tilbage til 1902. Og lidelsen, der har haft forskellige titler op gennem årene, har samlet en del rygter, som har fået lov til at gro fast i befolkningen. Mange tror, at børn med ADHD er børn af forældre, der tager stoffer, eller som ikke kan finde ud af at opdrage på dem. Mange tror, det er farvestoffer, blyforgiftning og meget andet, der er skyld i, at så mange børn får konstateret ADHD. Men faktum er, at ADHD er arveligt i langt størstedelen af tilfældene, og at man, når man diagnosticerer et barn, forventer at kunne finde to til tre voksne i barnets familie, der også kunne få diagnosen. Det nytter derfor ikke at tro, det handler om, at barnet skal rettes ind og tilpasses. Barnet har en lidelse, og det er omverdenen, der skal tilpasse sig barnet. Derfor mener parret, man er nødt til at droppe forudindtagede forventninger og i stedet fokusere på at lære verden at kende ud fra barnets synsvinkel. Og det er den måde at anskue problemstillingen på, som de mener, er nytænkning. Hanne Voldborg og Henrik Grum har igennem deres projekt undersøgt, hvad der er blevet af de børn og unge, der i 1980-erne fik diagnosen. Desværre fandt de ud af, at størstedelen af dem i dag lever i misbrugsmiljøet eller ryger ind og ud af fængslerne. De mener derfor, det er vigtigt, at vi reagerer nu, så vi ikke ender med også at tabe næste generation på gulvet. Og at der skal noget radikalt til, for at forståelsen for inklusion af børn med ADHD lykkes.
”Havde der været tale om et barn uden arme og ben, så møder vi barnet med forståelse og ved godt, der skal sættes nogle støtteforanstaltninger ind, for at barnet kan klare sig. Men sådan møder vi ikke altid et barn, der har ADHD, selvom vi egentligt burde. Jeg tror, der skal et paradigmeskifte til, før man kan forstå vigtigheden af, at børn med ADHD har brug for støtte, og hvad for en støtte, der skal til, hvis de skal inkluderes i folkeskolen,” siger Hanne Voldborg.
Bogen er endnu på tegnebrættet og kommer til at hedde ”En god dag for Peter”. Forfatterne forventer, den udkommer i løbet af efteråret.
Faktaboks: Peters dag
Resumé af casebeskrivelsen af Peter.
Peter er omkring 10 år gammel. Hans dag starter om morgen, hvor alene det at komme igennem morgenritualerne kan være en prøvelse.
Han har en mobiltelefon, der følger ham dagen igennem. På mobilen har han fx en liste, hvor han kan krydse af, når han har taget tøj på, børstet tænder, pakket madkassen osv. Når han er ude af døren, kan han fx læse på mobilen, hvad han kan lave, imens han venter eller kører i bussen, samt hvor han skal stå.
I skolen ser Peters plads ser anderledes ud. Hans skrivebord står, så han ikke kan se hele klassen, der er altid ekstra opgaveark at tage af, han har en blyantsholder på bordet, og han har en lille bærbar computer, som kan synkroniseres med mobiltelefonen, så han lettere kan følge med, skrive til og krydse af, alt efter hvor langt i dagens plan, han er kommet.
Det er også via computeren/mobilen, han får tilføjet de bonuspoint, han får som belønning, når noget er gået godt. Peter har en sækkestol med kugler, der kan omslutte ham, når kroppen bliver for urolig, og han har en timer på computeren, så han kan se, hvor længe der er til frikvarter.
Han har desuden hovedtelefoner, der er forbundet med en trådløs mikrofon hos læreren, så han har mulighed for at lukke hele klassen ude og kun høre lærerens stemme.
Peter har stort set hjælpemidler til enhver tænkelig situation i skoletiden og kan følge undervisningen, uanset
Af Jeannette Venderby, Hjælpemiddelinstituttet
Når man har ADHD, kan det være svært at holde koncentrationen i timerne. Når læreren taler oppe ved tavlen, skal man sidde stille på stolen. Men kroppen kan ikke. Uanset hvor meget hjernen beder benene holde sig i ro, så kan benene ikke forstå, det er alvor. Armene og øjnene heller ikke. Hjernen opfatter alle indtryk omkring sig. Alle lugte bliver bemærket, alle synsindtryk og alle følelser er i spil, og tankerne myldrer. Hvad der står i bogen på bordet, eller hvad læreren skriver på tavlen, fylder meget lidt, selvom det egentligt var det, der skulle fylde mest lige i situationen. ”Det kan være svært for et barn med ADHD at finde sig til rette i folkeskolen, og barnet er ofte vant til at få skældud, selv om alle forsøger at undgå det. Barnet har mere brug for støtte end at blive rettet på,” fortæller Henrik Grum.
Sammen med Hanne Voldborg har han interviewet ’et hav af’ pædagoger, undervisere, forældre og børn, der alle har ADHD inde på livet.
Derudover har litteraturen, eksperter og deres egne erfaringer som undervisere inden for specialområdet givet dem et godt og bredt overblik over situationen, og de muligheder der er, for at inklusion af børn med ADHD i den almindelige folkeskole kan lykkes.
Siden deres eksamen i juni, har efterspørgslen på projektets resultater været så stor, at de nu har besluttet sig for at omskrive opgaven til en bog, som kan guide interesserede gennem den jungle af råd og hjælpemidler, der findes på området.
Se verden med barnets øjne
Hele projektet tager udgangspunkt i tolv teser omkring læring, der fokuserer på både den faglige og den sociale læring. For at kunne nå ind til den enkelte elev, er underviseren nødt til at sætte sig i elevens sted og forstå og se verden fra elevens synsvinkel.
”Vi er nødt til at erkende, at den enkelte elev har brug for et personligt læringsrum. Når vi har erkendt det, og kan se verden fra elevens sted, kan vi bruge vores egen merviden til at støtte med de hjælpemidler, vi kender. Og her skal hele paletten i spil. Det nytter ikke noget, vi kun sætter ind med fx en it-rygsæk. Alle muligheder skal bruges, både de analoge og de digitale,” fortæller Hanne Voldborg.
For lettere at kunne forstå, hvad der ligger af muligheder, har de to forfattere til projektet taget udgangspunkt i en fiktiv caseperson, Peter.
Peter er omkring 10 år gammel. I case-beskrivelsen følger vi Peter gennem hele hans dag og ser, hvad han bruger af hjælpemidler til at klare både skoletiden og fritiden.
Peter har hjælpemidler og støtte til næsten en hver tænkelig situation i skolen, der kompenseres og støttes op omkring både sanser og motorik, og der skabes, med Peters egen hjælp, en struktur for ham, så han kan komme gennem dagen på en succesfuld måde.
Læs mere om casen Peters hverdag og hjælpemidler i faktaboksen nederst på siden.
Det er langt fra sikkert, det er alle hjælpemidlerne, der er nødvendige for at inkludere et barn med ADHD, for behovet er forskelligt fra barn til barn.
Billede: Peters plads i skolen ligner ikke de andres. Alting er inden for rækkevidde. Selv ekstra opgaveark, som ellers normalt altid bliver væk for Peter, fordi han har svært ved at holde styr på alt i sin taske.
”Ikke to børn med ADHD er ens. Ud af alle dem, vi har interviewet, har ikke to haft det nøjagtig på samme måde. Peter har noget af det hele, for med ham kan vi tydeligere synliggøre, hvad det er, der vil kunne støtte et barn med ADHD”, siger Henrik Grum. Han understreger, at det er vigtigt at huske på, at der er tale om et barn, der skal ind i en almindelige folkeskoleklasse, og ikke et barn, der skal indgå sammen med andre specialklassebørn.
Paradigmeskift
Hanne Voldborg og Henrik Grum mener ikke, det de kommer med er en ny løsning på hele problemstillingen. De mener, de har gjort mulighederne mere overskuelige, og så byder de ind med en tanke om at anskue problemstillingen fra en anden vinkel. Og det er den, der er vigtigt at holde fast i, siger de. ADHD er en ny betegnelse på en gammel lidelse. Hanne Voldborg og Henrik Grum har fulgt rødderne helt tilbage til 1902. Og lidelsen, der har haft forskellige titler op gennem årene, har samlet en del rygter, som har fået lov til at gro fast i befolkningen. Mange tror, at børn med ADHD er børn af forældre, der tager stoffer, eller som ikke kan finde ud af at opdrage på dem. Mange tror, det er farvestoffer, blyforgiftning og meget andet, der er skyld i, at så mange børn får konstateret ADHD. Men faktum er, at ADHD er arveligt i langt størstedelen af tilfældene, og at man, når man diagnosticerer et barn, forventer at kunne finde to til tre voksne i barnets familie, der også kunne få diagnosen. Det nytter derfor ikke at tro, det handler om, at barnet skal rettes ind og tilpasses. Barnet har en lidelse, og det er omverdenen, der skal tilpasse sig barnet. Derfor mener parret, man er nødt til at droppe forudindtagede forventninger og i stedet fokusere på at lære verden at kende ud fra barnets synsvinkel. Og det er den måde at anskue problemstillingen på, som de mener, er nytænkning. Hanne Voldborg og Henrik Grum har igennem deres projekt undersøgt, hvad der er blevet af de børn og unge, der i 1980-erne fik diagnosen. Desværre fandt de ud af, at størstedelen af dem i dag lever i misbrugsmiljøet eller ryger ind og ud af fængslerne. De mener derfor, det er vigtigt, at vi reagerer nu, så vi ikke ender med også at tabe næste generation på gulvet. Og at der skal noget radikalt til, for at forståelsen for inklusion af børn med ADHD lykkes.
”Havde der været tale om et barn uden arme og ben, så møder vi barnet med forståelse og ved godt, der skal sættes nogle støtteforanstaltninger ind, for at barnet kan klare sig. Men sådan møder vi ikke altid et barn, der har ADHD, selvom vi egentligt burde. Jeg tror, der skal et paradigmeskifte til, før man kan forstå vigtigheden af, at børn med ADHD har brug for støtte, og hvad for en støtte, der skal til, hvis de skal inkluderes i folkeskolen,” siger Hanne Voldborg.
Bogen er endnu på tegnebrættet og kommer til at hedde ”En god dag for Peter”. Forfatterne forventer, den udkommer i løbet af efteråret.
Faktaboks: Peters dag
Resumé af casebeskrivelsen af Peter.
Peter er omkring 10 år gammel. Hans dag starter om morgen, hvor alene det at komme igennem morgenritualerne kan være en prøvelse.
Han har en mobiltelefon, der følger ham dagen igennem. På mobilen har han fx en liste, hvor han kan krydse af, når han har taget tøj på, børstet tænder, pakket madkassen osv. Når han er ude af døren, kan han fx læse på mobilen, hvad han kan lave, imens han venter eller kører i bussen, samt hvor han skal stå.
I skolen ser Peters plads ser anderledes ud. Hans skrivebord står, så han ikke kan se hele klassen, der er altid ekstra opgaveark at tage af, han har en blyantsholder på bordet, og han har en lille bærbar computer, som kan synkroniseres med mobiltelefonen, så han lettere kan følge med, skrive til og krydse af, alt efter hvor langt i dagens plan, han er kommet.
Det er også via computeren/mobilen, han får tilføjet de bonuspoint, han får som belønning, når noget er gået godt. Peter har en sækkestol med kugler, der kan omslutte ham, når kroppen bliver for urolig, og han har en timer på computeren, så han kan se, hvor længe der er til frikvarter.
Han har desuden hovedtelefoner, der er forbundet med en trådløs mikrofon hos læreren, så han har mulighed for at lukke hele klassen ude og kun høre lærerens stemme.
Peter har stort set hjælpemidler til enhver tænkelig situation i skoletiden og kan følge undervisningen, uanset
onsdag den 8. februar 2012
Virtuel praktik
Er brugen af virtuel erhvervspraktik en farbar vej for elever med særlige behov?
I mit arbejde med elever der har adfærdsforstyrrelser som ADHD eller Aspergers syndrom på STU forløbet ”IKT og Medier” i Horsens kommune, er det et lovmæssigt krav, at der skal etableres erhvervspraktik for eleverne i op til 10 uger om året.
Det er svært at skaffe relevante praktikpladser til denne elevgruppe og mange praktikker er blevet afprøvet og mislykkedes, da elevernes forskellige adfærdsforstyrrelser og praktikstedernes krav om fleksibilitet og punktlighed i arbejdet ikke altid harmonerer sammen. Det fører til afbrudte praktikforløb, bristede drømme, og nye nederlag for eleven. Efter et afbrudt praktikforløb bliver virksomhederne ofte skeptiske med at tilbyde nye praktikpladser til elever med ADHD eller elever med aspergerens rigiditet.
Det viser sig imidlertid, at elever med diagnoser som ADHD og Aspergers syndrom ofte har gode og brugbare erfaringer med computerteknologi og erfaringer i at kunne begå sig i virtuelle ”game-miljøer” som fx ”World of Warcraft” – og faktisk klarer sig ganske godt .
Et virtuelt game-miljø kræver og udvikler forskellige kvalifikationer, der normalt ikke indgår som en del af elevgruppens spidskompetence. Fx udholdenhed, at kunne lytte og forstå længere instruktioner eller at løse specifikke opgaver i samarbejde med andre spillere!
Pointen er, at teknologien fastholder elevens arousal og koncentration, samt at frustrationer og højlydte verbale eder og forbandelser af andre spillere i miljøet bliver foran skærmen, da eleven udmærket er klar over, at de ellers vil blive udelukket fra klanen og dermed spillet. Teknologien tilbyder således en uundværlig ventil og filter for eleven og det virtuelle miljø oplever derfor den medierede elevs ”bedre jeg”.
Det interessante er så at undersøge om teknologien på baggrund af disse erfaringer vil være den faktor, der gør, at en elev med adfærdsforstyrrelser kan have et positivt praktikforløb i en virksomhed, og vil et medieret praktikforløb kunne nedtone eller eliminere diagnosernes invaliderende virkning og virke inkluderende for den enkelte elev på en virtuel arbejdsplads?
Vores erfaringer på ikt-uddannelsen er, at elevernes it-kompetencer faktisk er meget efterspurgte og finder anvendelse hos private firmaer, der spænder fra grafiske virksomheder over it-konsulenthuse til webshops – i øvrigt med stor geografisk spredning.
Praktikkerne foregår virtuelt med konferencer på Skype, hvor arbejdsopgaverne bliver præsenteret af en tilknyttet mentor i virksomhederne, der samtidig står for den interne oplæring. Feedback og spørgsmål fra praktikanten sker både synkront og asynkront efter individuel aftale med den enkelte mentor.
Vi har valgt at have de fysiske rammer for praktikpladserne på skolen, med mulighed for hjælpe eleven i forhold til praktikken og sideløbende at kunne arbejde med psykoedukation og anden personlig vejledning. Men i realiteten kunne praktikken vel lige så godt foregå hjemmefra og i andre faglige retninger?
Postscriptum
Efter indførelsen af online praktik har vi oplevet en positiv tilbagemelding fra virksomheder, der efter et endt praktikforløb ønsker at få eleven i en ny og fysisk praktik. Virksomhederne kender nu praktikantens faglige og personlige kompetencer gennem den virtuelle tilstedeværelse og mange konferencer med vejleder og praktikant. De er blevet klædt på til at tackle de problemstillinger diagnosen kan medføre for både eleverne og virksomheden. Vores elever oplever en voksende selvværdsfølelse af at blive efterspurgt og kunne byde ind med reel arbejdskraft til virksomheden, hvilket er et utroligt vigtigt udgangspunkt i en senere fysisk praktik eller flexjob for eleven med de særlige behov.
Det er svært at skaffe relevante praktikpladser til denne elevgruppe og mange praktikker er blevet afprøvet og mislykkedes, da elevernes forskellige adfærdsforstyrrelser og praktikstedernes krav om fleksibilitet og punktlighed i arbejdet ikke altid harmonerer sammen. Det fører til afbrudte praktikforløb, bristede drømme, og nye nederlag for eleven. Efter et afbrudt praktikforløb bliver virksomhederne ofte skeptiske med at tilbyde nye praktikpladser til elever med ADHD eller elever med aspergerens rigiditet.
Det viser sig imidlertid, at elever med diagnoser som ADHD og Aspergers syndrom ofte har gode og brugbare erfaringer med computerteknologi og erfaringer i at kunne begå sig i virtuelle ”game-miljøer” som fx ”World of Warcraft” – og faktisk klarer sig ganske godt .
Et virtuelt game-miljø kræver og udvikler forskellige kvalifikationer, der normalt ikke indgår som en del af elevgruppens spidskompetence. Fx udholdenhed, at kunne lytte og forstå længere instruktioner eller at løse specifikke opgaver i samarbejde med andre spillere!
Pointen er, at teknologien fastholder elevens arousal og koncentration, samt at frustrationer og højlydte verbale eder og forbandelser af andre spillere i miljøet bliver foran skærmen, da eleven udmærket er klar over, at de ellers vil blive udelukket fra klanen og dermed spillet. Teknologien tilbyder således en uundværlig ventil og filter for eleven og det virtuelle miljø oplever derfor den medierede elevs ”bedre jeg”.
Det interessante er så at undersøge om teknologien på baggrund af disse erfaringer vil være den faktor, der gør, at en elev med adfærdsforstyrrelser kan have et positivt praktikforløb i en virksomhed, og vil et medieret praktikforløb kunne nedtone eller eliminere diagnosernes invaliderende virkning og virke inkluderende for den enkelte elev på en virtuel arbejdsplads?
Vores erfaringer på ikt-uddannelsen er, at elevernes it-kompetencer faktisk er meget efterspurgte og finder anvendelse hos private firmaer, der spænder fra grafiske virksomheder over it-konsulenthuse til webshops – i øvrigt med stor geografisk spredning.
Praktikkerne foregår virtuelt med konferencer på Skype, hvor arbejdsopgaverne bliver præsenteret af en tilknyttet mentor i virksomhederne, der samtidig står for den interne oplæring. Feedback og spørgsmål fra praktikanten sker både synkront og asynkront efter individuel aftale med den enkelte mentor.
Vi har valgt at have de fysiske rammer for praktikpladserne på skolen, med mulighed for hjælpe eleven i forhold til praktikken og sideløbende at kunne arbejde med psykoedukation og anden personlig vejledning. Men i realiteten kunne praktikken vel lige så godt foregå hjemmefra og i andre faglige retninger?
Postscriptum
Efter indførelsen af online praktik har vi oplevet en positiv tilbagemelding fra virksomheder, der efter et endt praktikforløb ønsker at få eleven i en ny og fysisk praktik. Virksomhederne kender nu praktikantens faglige og personlige kompetencer gennem den virtuelle tilstedeværelse og mange konferencer med vejleder og praktikant. De er blevet klædt på til at tackle de problemstillinger diagnosen kan medføre for både eleverne og virksomheden. Vores elever oplever en voksende selvværdsfølelse af at blive efterspurgt og kunne byde ind med reel arbejdskraft til virksomheden, hvilket er et utroligt vigtigt udgangspunkt i en senere fysisk praktik eller flexjob for eleven med de særlige behov.
Om ADHD, blended learning og iPad’s i skolens specialundervisning.
Danmarks evalueringsinstitut (EVA) konkluderer i deres seneste rapport om e-læring og blended learning, at fleksibel it-baseret undervisning kan hjælpe svage elever i undervisningen. Der henvises bl.a. til konkrete forløb på VUC, hvor en kursist med social angst gennemførte og bestod et 10. klasses skoleforløb uden fysisk deltagelse.
Foruden eksemplet med social angst er det også min erfaring er at børn og voksne med ADHD bliver stimuleret, fokuseret og kan arbejde mere målrettet når de anvender labtops eller manipulerer med grænsefladerne i touch-teknologierne.
Rapporten fra EVA citerer Lars Mikaelsens ph.d. om at e-læring er betegnelsen for elektronisk læring der ”er blevet sit eget begreb – selvom det reelt ikke giver mening, da læring ikke er noget der indpodes elektronisk eller overføres via digital chip – hvilket elektronisk læring ellers kunne give associationer til”
De fleste 1. generations skoleprogrammer synes også at være udviklet i forhold til princippet om at læring sker, hvis vi bare bare at sætter strøm til fx matematik- og danskbogens træningsopgaver. Jeg kan undre mig over at mange af forlagenes nyudviklede og smarte apps fortsat hylder dette princip.
Om blended learning citeres det, at det ”kan bringes til at betyde snart sagt hvad som helst”, og at det som begreb er ”mere velegnet som en hverdagsmetafor for den måde, hvorpå man kan tilrettelægge og udbyde fleksibel uddannelse”.
I undersøgelsen, der ikke inddrog folkeskolen, betegnes e-læring som en særlig it-baseret tilrettelæggelsesform, der træder i stedet for undervisning med fysisk tilstedeværelse, og i de tilfælde hvor e-læringen kun delvist erstatter tilstedeværelsesundervisningen, er der tale om blended learning.
Blended learning bliver derfor en betegnelse for et meget bredt udvalg af tilrettelæggelsesformer, lige fra traditionel undervisning med et mindre islæt af e-læring til undervisning der stort set udelukkende består af e-læring, men hvor deltagerne i et meget begrænset omfang også mødes fysisk.
Vi er en del undervisere, der mener at læring opstår i en social sammenhæng og i et samspil med andre mennesker, hvorfor begrebet CSCL (computer supported collaborative learning) bliver centralt, når vi taler om blended learning. Vist er der læring i at spille Angry Birds og de personlige skill’s kan blive ret høje, men for mig som underviser, er det vigtig, at it-didaktikken som udgangspunkt indtænker det kollaborative aspekt når vi ønsker, at der skal ske en relevant og overførbar faglig og social læring medieret gennem teknologien – og ikke bare gentænke web 2.0 teknologierne som et underholdende eller et rigidt træningsinstrument.
Vi kan nok ikke lade alle vores elever med ADHD blive hjemme fra skole og deltage i undervisningen hjemmefra gennem et e-læringsforløb. (selvom flere hårdt prøvede lærere med flere ADHD - elever i klassen sikkert ville medgive, at det til tider kunne være en god ide)
Udstyres personaen Peter med en iPad eller anden tablet/labtop kan han, når det skønnes påkrævet af klassens lærer, henvises til fx specialcentret eller andre mere rolige omgivelser som Peter eventuelt selv har valgt. I disse omgivelser kan Peter så, med eller uden støtte, følge undervisningen i klassen online, eftersom undervisningen bliver medieret på video via Skype (eller lignende). I Peters til tider urolige perioder kan undervisningen ligefrem optages og være tilgængelig som online resurse for senere asynkront gennemsyn. Teknologien rummer muligheden.
Peter kan ofte have behov for at indsnævre stamklassens utallige stimuli til en overskuelig interaktiv skærm. Den hyperaktive side af Peter kan således i perioder skærmes af, så han ikke forstyrrer klassens faglige fordybelse, samtidig med at teknologien medvirker til at fastholde Peters fokus trods diagnosens ofte massive opmærksomhedsforstyrrelser.
Min pointe er, at Peter gennem blended learning indenfor skolens fysiske rammer har mulighed for at følge undervisningen i klassen og samarbejde med klassekammeraterne i fx et struktureret CL forløb medieret gennem sin iPad.
Teknologien åbner for mange didaktiske mulighed for den synkrone online kommunikation gennem video og/eller lyd fx via klassens interaktive board eller CL-gruppens fælles iPad.
Når klokken ringer ud til frikvarter har Peter således været til stede virtuelt, og deltaget i samme undervisningsforløb og med de samme forundringer som sine kammerater.
Speciallærerne vil derimod kunne koncentrere sig om netop det, der til tider gør det rigtig svært at være Peter, og trygt overlade den faglige undervisning til klassens lærere gennem et effektivt, spontant og lejlighedsvist CSCL forløb i specialundervisningen.
Rapporten fra EVA citerer Lars Mikaelsens ph.d. om at e-læring er betegnelsen for elektronisk læring der ”er blevet sit eget begreb – selvom det reelt ikke giver mening, da læring ikke er noget der indpodes elektronisk eller overføres via digital chip – hvilket elektronisk læring ellers kunne give associationer til”
De fleste 1. generations skoleprogrammer synes også at være udviklet i forhold til princippet om at læring sker, hvis vi bare bare at sætter strøm til fx matematik- og danskbogens træningsopgaver. Jeg kan undre mig over at mange af forlagenes nyudviklede og smarte apps fortsat hylder dette princip.
Om blended learning citeres det, at det ”kan bringes til at betyde snart sagt hvad som helst”, og at det som begreb er ”mere velegnet som en hverdagsmetafor for den måde, hvorpå man kan tilrettelægge og udbyde fleksibel uddannelse”.
I undersøgelsen, der ikke inddrog folkeskolen, betegnes e-læring som en særlig it-baseret tilrettelæggelsesform, der træder i stedet for undervisning med fysisk tilstedeværelse, og i de tilfælde hvor e-læringen kun delvist erstatter tilstedeværelsesundervisningen, er der tale om blended learning.
Blended learning bliver derfor en betegnelse for et meget bredt udvalg af tilrettelæggelsesformer, lige fra traditionel undervisning med et mindre islæt af e-læring til undervisning der stort set udelukkende består af e-læring, men hvor deltagerne i et meget begrænset omfang også mødes fysisk.
Vi er en del undervisere, der mener at læring opstår i en social sammenhæng og i et samspil med andre mennesker, hvorfor begrebet CSCL (computer supported collaborative learning) bliver centralt, når vi taler om blended learning. Vist er der læring i at spille Angry Birds og de personlige skill’s kan blive ret høje, men for mig som underviser, er det vigtig, at it-didaktikken som udgangspunkt indtænker det kollaborative aspekt når vi ønsker, at der skal ske en relevant og overførbar faglig og social læring medieret gennem teknologien – og ikke bare gentænke web 2.0 teknologierne som et underholdende eller et rigidt træningsinstrument.
Vi kan nok ikke lade alle vores elever med ADHD blive hjemme fra skole og deltage i undervisningen hjemmefra gennem et e-læringsforløb. (selvom flere hårdt prøvede lærere med flere ADHD - elever i klassen sikkert ville medgive, at det til tider kunne være en god ide)
Udstyres personaen Peter med en iPad eller anden tablet/labtop kan han, når det skønnes påkrævet af klassens lærer, henvises til fx specialcentret eller andre mere rolige omgivelser som Peter eventuelt selv har valgt. I disse omgivelser kan Peter så, med eller uden støtte, følge undervisningen i klassen online, eftersom undervisningen bliver medieret på video via Skype (eller lignende). I Peters til tider urolige perioder kan undervisningen ligefrem optages og være tilgængelig som online resurse for senere asynkront gennemsyn. Teknologien rummer muligheden.
Peter kan ofte have behov for at indsnævre stamklassens utallige stimuli til en overskuelig interaktiv skærm. Den hyperaktive side af Peter kan således i perioder skærmes af, så han ikke forstyrrer klassens faglige fordybelse, samtidig med at teknologien medvirker til at fastholde Peters fokus trods diagnosens ofte massive opmærksomhedsforstyrrelser.
Min pointe er, at Peter gennem blended learning indenfor skolens fysiske rammer har mulighed for at følge undervisningen i klassen og samarbejde med klassekammeraterne i fx et struktureret CL forløb medieret gennem sin iPad.
Teknologien åbner for mange didaktiske mulighed for den synkrone online kommunikation gennem video og/eller lyd fx via klassens interaktive board eller CL-gruppens fælles iPad.
Når klokken ringer ud til frikvarter har Peter således været til stede virtuelt, og deltaget i samme undervisningsforløb og med de samme forundringer som sine kammerater.
Speciallærerne vil derimod kunne koncentrere sig om netop det, der til tider gør det rigtig svært at være Peter, og trygt overlade den faglige undervisning til klassens lærere gennem et effektivt, spontant og lejlighedsvist CSCL forløb i specialundervisningen.
ADHD og inklusion
I et studie om læringsteori og teori om ADHD sammenholdt med en bred empirisk undersøgelse af voksne og børn med ADHD inddrages teknologien i et bud på, hvordan undervisningen kan didaktiseres for mennesker med ADHD.
Læs mere på adhdinklusion
Læs mere på adhdinklusion
fredag den 16. september 2011
iOrdblind!
Skal ordblindeundervisning kun foregå på specialcentre, det lokale VUC eller på AOF?
Mange mennesker med almindelige jobs kæmper med let til svær ordblindhed. Desværre bliver problemerne for medarbejderne først synlige i virsomhedernes forandringsprocesser - fx i kravet om ny uddannelse eller ved indførelsen af ny teknologi i virksomheden.
Et konkret eksempel er indførelse af smartphones i kommunernes hjemmepleje, hvor realtime skriftlig dokumentation på kommunens servere skal dokumentere medarbejderens arbejdsindsats, og hvor nye arbejdsopgaver løbende skal downloades til den mobile enhed.
Et skjult læse- og skrivehandicap bliver pludselig fuldt synligt for en medarbejder, der ofte tidligt i livet har valgt professionen som en konsekvens af ordblindheden.
Ordblinde medarbejdere i job kommer som regel ikke på det lokale uddannelsescenter for at lære at afhjælpe og kompensere for deres læse- og staveproblemer.
Det er et handicap hvor medarbejderen samtidig frasiger sig muligheden for at avancere i virksomheden, deltage i udviklende kurser eller at blive udpeget til tillidshverv. Medarbejderen afslår ofte udvikling i MUS-samtalerne af helt andre årsager!
Sekretærer og kollegaer kender som regel problemstillingen for medarbejdere med læse- og staveproblemer og "dækker" ofte over medarbejderen eller chefen, der selv er for genert til at gøre noget ved problemet, da læse- og staveproblemer stadig er tabu mange steder.
Ved at tilbyde et virtuelt læringsforløb for ordblinde kan den direkte konfrontation med erhvervsaktive kursister og de mange tabu omkring ordblindhed elimineres.
Undervisningsministeriet har i flere år benyttet en digital visitationstest, og testen bør selvfølgelig kunne følges op af et online interview og tests via Skype eller anden tjeneste, således at der kan laves en uddybende udredning og perspektiv for kursisten.
Et konkret eksempel er indførelse af smartphones i kommunernes hjemmepleje, hvor realtime skriftlig dokumentation på kommunens servere skal dokumentere medarbejderens arbejdsindsats, og hvor nye arbejdsopgaver løbende skal downloades til den mobile enhed.
Et skjult læse- og skrivehandicap bliver pludselig fuldt synligt for en medarbejder, der ofte tidligt i livet har valgt professionen som en konsekvens af ordblindheden.
Ordblinde medarbejdere i job kommer som regel ikke på det lokale uddannelsescenter for at lære at afhjælpe og kompensere for deres læse- og staveproblemer.
Det er et handicap hvor medarbejderen samtidig frasiger sig muligheden for at avancere i virksomheden, deltage i udviklende kurser eller at blive udpeget til tillidshverv. Medarbejderen afslår ofte udvikling i MUS-samtalerne af helt andre årsager!
Sekretærer og kollegaer kender som regel problemstillingen for medarbejdere med læse- og staveproblemer og "dækker" ofte over medarbejderen eller chefen, der selv er for genert til at gøre noget ved problemet, da læse- og staveproblemer stadig er tabu mange steder.
Ved at tilbyde et virtuelt læringsforløb for ordblinde kan den direkte konfrontation med erhvervsaktive kursister og de mange tabu omkring ordblindhed elimineres.
Undervisningsministeriet har i flere år benyttet en digital visitationstest, og testen bør selvfølgelig kunne følges op af et online interview og tests via Skype eller anden tjeneste, således at der kan laves en uddybende udredning og perspektiv for kursisten.
Abonner på:
Opslag (Atom)