Af Jeannette Venderby, Hjælpemiddelinstituttet
Når man har ADHD, kan det være svært at holde koncentrationen i timerne. Når læreren taler oppe ved tavlen, skal man sidde stille på stolen. Men kroppen kan ikke. Uanset hvor meget hjernen beder benene holde sig i ro, så kan benene ikke forstå, det er alvor. Armene og øjnene heller ikke. Hjernen opfatter alle indtryk omkring sig. Alle lugte bliver bemærket, alle synsindtryk og alle følelser er i spil, og tankerne myldrer. Hvad der står i bogen på bordet, eller hvad læreren skriver på tavlen, fylder meget lidt, selvom det egentligt var det, der skulle fylde mest lige i situationen. ”Det kan være svært for et barn med ADHD at finde sig til rette i folkeskolen, og barnet er ofte vant til at få skældud, selv om alle forsøger at undgå det. Barnet har mere brug for støtte end at blive rettet på,” fortæller Henrik Grum.
Sammen med Hanne Voldborg har han interviewet ’et hav af’ pædagoger, undervisere, forældre og børn, der alle har ADHD inde på livet.
Derudover har litteraturen, eksperter og deres egne erfaringer som undervisere inden for specialområdet givet dem et godt og bredt overblik over situationen, og de muligheder der er, for at inklusion af børn med ADHD i den almindelige folkeskole kan lykkes.
Siden deres eksamen i juni, har efterspørgslen på projektets resultater været så stor, at de nu har besluttet sig for at omskrive opgaven til en bog, som kan guide interesserede gennem den jungle af råd og hjælpemidler, der findes på området.
Se verden med barnets øjne
Hele projektet tager udgangspunkt i tolv teser omkring læring, der fokuserer på både den faglige og den sociale læring. For at kunne nå ind til den enkelte elev, er underviseren nødt til at sætte sig i elevens sted og forstå og se verden fra elevens synsvinkel.
”Vi er nødt til at erkende, at den enkelte elev har brug for et personligt læringsrum. Når vi har erkendt det, og kan se verden fra elevens sted, kan vi bruge vores egen merviden til at støtte med de hjælpemidler, vi kender. Og her skal hele paletten i spil. Det nytter ikke noget, vi kun sætter ind med fx en it-rygsæk. Alle muligheder skal bruges, både de analoge og de digitale,” fortæller Hanne Voldborg.
For lettere at kunne forstå, hvad der ligger af muligheder, har de to forfattere til projektet taget udgangspunkt i en fiktiv caseperson, Peter.
Peter er omkring 10 år gammel. I case-beskrivelsen følger vi Peter gennem hele hans dag og ser, hvad han bruger af hjælpemidler til at klare både skoletiden og fritiden.
Peter har hjælpemidler og støtte til næsten en hver tænkelig situation i skolen, der kompenseres og støttes op omkring både sanser og motorik, og der skabes, med Peters egen hjælp, en struktur for ham, så han kan komme gennem dagen på en succesfuld måde.
Læs mere om casen Peters hverdag og hjælpemidler i faktaboksen nederst på siden.
Det er langt fra sikkert, det er alle hjælpemidlerne, der er nødvendige for at inkludere et barn med ADHD, for behovet er forskelligt fra barn til barn.
Billede: Peters plads i skolen ligner ikke de andres. Alting er inden for rækkevidde. Selv ekstra opgaveark, som ellers normalt altid bliver væk for Peter, fordi han har svært ved at holde styr på alt i sin taske.
”Ikke to børn med ADHD er ens. Ud af alle dem, vi har interviewet, har ikke to haft det nøjagtig på samme måde. Peter har noget af det hele, for med ham kan vi tydeligere synliggøre, hvad det er, der vil kunne støtte et barn med ADHD”, siger Henrik Grum. Han understreger, at det er vigtigt at huske på, at der er tale om et barn, der skal ind i en almindelige folkeskoleklasse, og ikke et barn, der skal indgå sammen med andre specialklassebørn.
Paradigmeskift
Hanne Voldborg og Henrik Grum mener ikke, det de kommer med er en ny løsning på hele problemstillingen. De mener, de har gjort mulighederne mere overskuelige, og så byder de ind med en tanke om at anskue problemstillingen fra en anden vinkel. Og det er den, der er vigtigt at holde fast i, siger de. ADHD er en ny betegnelse på en gammel lidelse. Hanne Voldborg og Henrik Grum har fulgt rødderne helt tilbage til 1902. Og lidelsen, der har haft forskellige titler op gennem årene, har samlet en del rygter, som har fået lov til at gro fast i befolkningen. Mange tror, at børn med ADHD er børn af forældre, der tager stoffer, eller som ikke kan finde ud af at opdrage på dem. Mange tror, det er farvestoffer, blyforgiftning og meget andet, der er skyld i, at så mange børn får konstateret ADHD. Men faktum er, at ADHD er arveligt i langt størstedelen af tilfældene, og at man, når man diagnosticerer et barn, forventer at kunne finde to til tre voksne i barnets familie, der også kunne få diagnosen. Det nytter derfor ikke at tro, det handler om, at barnet skal rettes ind og tilpasses. Barnet har en lidelse, og det er omverdenen, der skal tilpasse sig barnet. Derfor mener parret, man er nødt til at droppe forudindtagede forventninger og i stedet fokusere på at lære verden at kende ud fra barnets synsvinkel. Og det er den måde at anskue problemstillingen på, som de mener, er nytænkning. Hanne Voldborg og Henrik Grum har igennem deres projekt undersøgt, hvad der er blevet af de børn og unge, der i 1980-erne fik diagnosen. Desværre fandt de ud af, at størstedelen af dem i dag lever i misbrugsmiljøet eller ryger ind og ud af fængslerne. De mener derfor, det er vigtigt, at vi reagerer nu, så vi ikke ender med også at tabe næste generation på gulvet. Og at der skal noget radikalt til, for at forståelsen for inklusion af børn med ADHD lykkes.
”Havde der været tale om et barn uden arme og ben, så møder vi barnet med forståelse og ved godt, der skal sættes nogle støtteforanstaltninger ind, for at barnet kan klare sig. Men sådan møder vi ikke altid et barn, der har ADHD, selvom vi egentligt burde. Jeg tror, der skal et paradigmeskifte til, før man kan forstå vigtigheden af, at børn med ADHD har brug for støtte, og hvad for en støtte, der skal til, hvis de skal inkluderes i folkeskolen,” siger Hanne Voldborg.
Bogen er endnu på tegnebrættet og kommer til at hedde ”En god dag for Peter”. Forfatterne forventer, den udkommer i løbet af efteråret.
Faktaboks: Peters dag
Resumé af casebeskrivelsen af Peter.
Peter er omkring 10 år gammel. Hans dag starter om morgen, hvor alene det at komme igennem morgenritualerne kan være en prøvelse.
Han har en mobiltelefon, der følger ham dagen igennem. På mobilen har han fx en liste, hvor han kan krydse af, når han har taget tøj på, børstet tænder, pakket madkassen osv. Når han er ude af døren, kan han fx læse på mobilen, hvad han kan lave, imens han venter eller kører i bussen, samt hvor han skal stå.
I skolen ser Peters plads ser anderledes ud. Hans skrivebord står, så han ikke kan se hele klassen, der er altid ekstra opgaveark at tage af, han har en blyantsholder på bordet, og han har en lille bærbar computer, som kan synkroniseres med mobiltelefonen, så han lettere kan følge med, skrive til og krydse af, alt efter hvor langt i dagens plan, han er kommet.
Det er også via computeren/mobilen, han får tilføjet de bonuspoint, han får som belønning, når noget er gået godt. Peter har en sækkestol med kugler, der kan omslutte ham, når kroppen bliver for urolig, og han har en timer på computeren, så han kan se, hvor længe der er til frikvarter.
Han har desuden hovedtelefoner, der er forbundet med en trådløs mikrofon hos læreren, så han har mulighed for at lukke hele klassen ude og kun høre lærerens stemme.
Peter har stort set hjælpemidler til enhver tænkelig situation i skoletiden og kan følge undervisningen, uanset
Ingen kommentarer:
Send en kommentar